Digteren vandrer langsommeligt over Bjerget; i det fjerne ser Kampestenene i den taagede Dis ud som slumrende Faareflokke.
Han er kommen meget træt derop; thi han har drukket megen Vin; og han lægger sig til Hvile paa en Sten.
Skyerne vugger frem over hans Hoved; han ser dem slutte sig sammen og tilsløre Himlen.
Saa synger han tungsindigt om, at Efteraaret nærmer sig, at Luften bliver skarp, at det kommende Foraar endnu er langt borte.
Og de spadserende, som komme for at beundre Naturens Skønhed, omringe ham, idet de klappe i Hænderne, og de udbryder: »Der ligger rigtig en gal Mand!«
