»Det menneskelige Hjerte er Grundvolden for vore klassiske Værker.
Spot og Skæmt og fornærmende Udtryk, alt forskønnes af Stilen.
Verden er en uhyre Skueplads, hvor en lang Komedie opføres,
nu, som fordum, optages Scenen af vore Tvistigheder«.
Jüh-kiao-li.
De fleste her oversatte Digte skrive sig fra Dynastiet Tangs Tid, hin mærkelige Kunstens Guldalder, hvor Landets Skønaander samledes ved Minghoangti’s Hof, gjorde Udflugter paa Mei-peisøens Vande eller sad paa et af Kejserens Slotte, digtede og drak Vin af Kopper, der vare »fine som Knivblade og syntes at bestaa af Glasur alene«.1 Der digtedes Sangene om »Porcelænspavillonen«, om »Jadetrappen«, om Kejseren og hans Mandariner (jvf. min Afhandling i »Tilskueren«, Aug. 1892), de bleve straks sungne til Akkompagnement af Luth’en. Malerkunstens Nestor, Wu-tao-tze, vandrede Arm i Arm med Thu-fu og Li-tai-pé i Akademiets Haver, under de blomsterbugnende Træer. Der var Malerier i Digtene og Digte i Malerierne.
Aage Matthison-Hansen.
