Finnur Magnússon (1781–1847)

Dette mærkelige Digt haves neppe heelt. Hákonarmál var dets oprindelige Titel. Som bekiendt findes Originalen i Snorre Sturlesens norske Kongers Historie, S. 161–4, samt 156–7 i den store Kiøbenhavnske Udgaves 1ste Deel. Den sammesteds befindtlige danske Oversættelse, er ikke passende til vore Tiders Sprog, da det var bleven Oversætteren paalagt at følge det 16de og 17de Aarhundredes Stiil og Skrivemaade. Den giver ei heller rigtigt Begreb om Digterens Udtryk, da hans Omskrivningsmaade tilsidesættes ganske. En ordrettere og læseligere Oversættelse findes i Sandvigs danske Sange af det ældste Tidsrum S. 72–79. Min afviger paa nogle Steder fra begge de førmeldte; Grundene dertil maatte fremsættes i philologiske Anmærkninger, der ikke passe ret vel i et Skrift som dette; men i fornødent Fald kan jeg retfærdiggiøre min Fremgangsmaade.

    Digtets Metrum er blandet, mod de gamle Skaldes almindelige Vedtægter. Det hører deels til det sexledede, deels til det otteledede Fornyrðalag eller gamle Digtes Versemaal (hvorom Læserne kunne eftersee Nordens gamle Digtekunst af Olafsen, S. 49–56, samt 193).

    Anledningen til Digtet var denne. Den norske Konge, Hakon (eller Haagen) Adalsteinsfostre, ellers kaldet den gode, faldt i et Slag mod sine egne Brodersønner, som søgte at bemægtige sig Riget, i Aaret 963. Selv var han bleven christnet i England, hvor han var opdragen, men hans Undersaatter vare endnu Hedninger, ligesaavel som Forfatteren til dette Digt, hans kiæreste Skiald, der søgte her at udtrykke sin Sorg over sin Herres Død, samt at vise sine Landsmænd og Troesforvandte, at han, endskiøndt han var Christen, var optagen i de Valhallske Guders Samfund, fordi han havde beskiærmet (eller skaanet) Hedningernes Helligdomme.

    Eyvinds Tilnavn Skáldaspillir fik han af den Aarsag, at man ansaae ham for en saa fortræffelig Digter, at han ved sin Konst og Berømmelse fordunklede alle samtidige Skialdes Værker og Navne. At dette hans Digt er bleven siunget ved Kong Hakons Begravelse, bliver paa en Maade sandsynligt af følgende Fortællinger hos Snorre (l. c. S. 161.).