Ceres’s Klage
(Efter Schiller.)
(Efter Schiller.)
See! Naturen sig forynger,
Kommen er den hulde Vaar.
Græssets Straa i Vinden gynger,
Liv af Dødens Sæd fremgaaer.
Skyfri Himmel venlig smiler
Op fra Havets Sølverblaa,
Milde Vestenvinde iler
Hen at favne Engens Smaa.
Og fra Lundens Oreade
Lyder Stemmen paa min Vei:
Dine Blomster, dine Blade
Komme, men din Datter ei!
O, omsonst den Tid jeg maaler,
Da jeg søgte hendes Spor.
Titan! alle dine Straaler
Speided over Hav og Jord.
Ingen, ingen end mig luer
Haabets milde Solglimt ned,
Dagens Lys, som alting skuer,
Saae dog ei den Tabtes Fied.
Har du, Zeus! mig hende røvet?
Eller hendes Ynde rørt
Dig, o Pluto? Er hun blevet
Ned til Orkus’ Strande ført?
Hvo vil til de dunkle Steder
Gaae at vidne om min Qval?
Færgen hist ved Styxes Bredder
Fører Skygger uden Tal;
Aldrig paa de sorte Vover
Aanded end et jordisk Bryst,
Intet Øie naaer didover
Til den mørke Dødens Kyst.
Ned sig tusind Veie slynger,
Ingen Sti til Lyset gik;
Hendes Taareøie bringer
Ingen for mit bange Blik.
Mødre, født af Pyrrhas Stamme,
Uden Guddomskraftens Gnist,
O de tør ved Gravens Flamme
Følge deres Elskte hist!
Ene Jovis Huus sig nærmer
Aldrig til den dunkle Bred,
Kun de Salige beskiærmer
Skiebnens Ubønhørlighed.
Styrter mig i Nattens Mørke
Ud fra Himlens gyldne Sal!
Ærer ei Gudindens Styrke:
Den er Moderhiertets Qval.
Hvor hun med sin Mage lever,
Frydløs, did jeg nærmer mig,
Med de sagte Skygger svæver
Hen for Thronen sagtelig.
Hendes taarevaade Øie
Søger Lysets gyldne Vei,
Stirrer efter Sphærer høie,
Moderen det finder ei.
Endelig hun seer en Fremmed —
Bryst forener sig med Bryst;
Og selv Døds- og Rædselshiemmet,
Orkus, græder ved vor Lyst.
Daarligt Ønske! Tabte Klage!
Roligt i det samme Gled
Rulle stadigt alle Dage,
Skiebnen varer evigt ved.
Revet ud i Nattens Øde,
Er hun stedse for mig tabt.
Indtil Styxes Vover gløde
Af Auroras Farvepragt,
Indtil Iris’ skiønne Bue
Pranger midt i Helveds Grund:
O saalænge intet Skue,
Ingen Gienforeningsstund!
Levntes mig da intet Minde
Fra den dyrebare Haand?
Intet Pant, der kunde binde
Faster det ømme Baand?
Knytter da ei nogen Kiæde
Mellem Barn og Moder sig?
Er et Forbund ei tilstede
Mellem Jord og Skyggerig?
Nei! hun er ei reent forsvundet;
Nei! endnu Forening er!
Jeg et fælles Sprog har fundet.
Zeus har Moderømhed kiær!
Naar mit Foraars Spæde visne
Hen for barske Nordenvind,
Blade, Blomster, Buske iisne,
Svøbt’ i Rimets Klædning ind:
Da jeg Livets Spire drager
Af Vertumnus rige Horn,
Offeret til Styx jeg tager
Mig af Sædens gyldne Korn.
Sænker med veemodig Smerte
Det i Jordens kolde Favn,
Det skal, lagt ved Barnets Hierte,
Vidne om mit Modersavn.
Fører Dands af Huldgudinder
Nu tilbage Vaarens Pragt,
Og det Døde atter vinder
Liv af Solens Straalemagt:
Spirer, som for Øiet døde
I det kolde Jordens Skiød,
Livligt farved’, atter gløde,
Dufte om sig Vellugt sød.
Stræber Stammen mod det Høie,
Staaer til Mørket Rodens Agt;
Saa den søsterlige Pleie
Deler Styx med Æthens Magt.
Halvt de Død, halvt Liv tilhøre;
Hver et Budskab bringer; lydt
Toner for mit Moderøre
Søde Stemmer fra Cozyt!
Holdes hun end selv tilbage
I den rædselfulde Grund,
Vaarens unge Spirer klage,
Som en Røst fra hendes Mund,
Vidne, at i Nattens Mørke,
I det øde Skyggerig,
Barmen slaaer med Elskovs Styrke,
Hiertet gløder ømt for mig.
Værer hilset da med Glæde,
Spæde paa den unge Eng!
Nektarperler skulle væde
Blidt den rene Blomsterseng.
Dykke vil jeg jer i Straaler,
Og med Iris’ Farvespil.
Med en Pragt, som intet maaler,
Hvert et Blad jeg male vil.
Og i Vaarens Straaledandse
Læse hvert et følsomt Bryst,
Som i Høstens visne Krandse,
Al min Smerte, al min Lyst.
Fr. H.