Jeg æntrer Holger Danskes Høj
i kold Novemberblæst,
mens Byger langsomt trækker Vaad
fra Dalen i Nordvest,
som ligger i en graalig Dis,
der er saa klam og kold
og Emen driver af hvert Ris
paa Danske Kæmpens Vold.
Jeg skuer over Markerne
og over øde Kjær,
og Nørrestrand jeg skimter
bag ved Nørbules Trær,
og gennem Dalen skrider
Hanstedaaens tunge Strøm:
O, Hanstedaa, du blinker
fra min første Barndomsdrøm!
Jeg øjner Kirketaarne ni
fra Kæmpehøjens Top,
og imod Nord, bag Gedved,
rager Bavnehøjen op.
Og vesterude ligger
Kæmpehøjene paa Rad. —
Og østerude ligger
Horsens — du min Fødestad.
Og midt i Dalen ligger
Løghøj, du min Barndomsskov,
hvor Kiplings stolte Jungledyr,
jeg tro’de, gik paa Rov. —
Du har mig trøstet mangen Gang,
naar alt af Sorg blev sort,
og du har skabt i mig en Sang,
som ej kan synges bort.
Man siger, at ved Horsens
findes ingen Poesi;
men prøv at lægge Vejen
Holger Danskes Høj forbi,
og aaben saa dit Øje,
naar du paa Højen staar:
Jeg sværger og jeg lover
du et Billed med dig faar!