Sol staar op i Øst —
det dufter sødt af Høst,
og hen langs Vejens lyngbegro’de Kanter
det funkler og glitrer i Tusinde Skær
fra Duggens Diamanter.
Salig er August,
med sine bløde Pust
med sine Traver Rad paa Rad i Vænge —
Det sukker og klukker fra Kilders Væld som
Klang fra en Harpes Strænge.
Haren hopper let
ind i Havren tæt; —
fra fjerne Enge brøler unge Kvier —
Det glinser fra snehvide Champignons
paa morgenvaade Stier.
Sagte Vestenbris
letter Dalens Dis —
en Andeflok mod Søen styrer Flugten. —
Der flimrer og glimrer en Stribe af Guld,
hvor Sol belyser Bugten.
Mellem Søens Rør,
lyt, o hør blot, hør
der hviskes med saa mange sære Tunger,
der pylrer et fiskende Rylepar med sine
flyvefærdige Unger.
Se hvad Søen har
nede i sit Glar,
et Maleri, som vugger sig i Drømme;
det dønner og blinker nu slettes det ud
af blide krusende Strømme.
Høsten er i Gang,
Sang og Leers Klang,
det er gamle, kendte, danske Toner,
der klinger og svirrer mod Himmelen op
over Skovenes løvrige Kroner.
Mellem vaade Straa,
Havetjørn og Slaa’
mellem Hæk af vilde, hvide Snerler,
det straaler fra duggede Edderkopspind
broderet med tindrende Perler.
Naturen staar i Sang
over Dannevang,
Tonebruset fylder hvert et Hjerte.
Fra Himmelbuen der luer en Brand, —
Solgudens mægtige Kjerte.