Nu klædes Vaaren i lyse Skrud
og Fuglene jubler — kom ud — kom ud
i Skovens grønne Sale.
Der dufter af Blomster, der kukker en Gøg,
mens Karle og Piger sig tumler i Spøg.
Der findes saa mange lønlige Stier,
hvor Hjerterne taler, naar Tungerne tier:
O — gid jeg dog kunde male!
Naar Natten sænker sit Mørke ned
til skovklædte Bakker ved Fjordens Bred,
og Maanen bag Skyen ta r Sigte,
da lytter vi tavse — Kind imod Kind
til Bølgernes Hvisken med Fred i vort Sind,
vi skuer derud over Havet i Drømme,
og Læber der mødes — saa bløde saa ømme:
O — gid jeg dog kunde digte!
Nu Solen Disen i Østen brød.
Se! Hav og Himmel er luende rød.
Se! Dugperler Straaene tynge.
En Kvinde sit Hoved har lagt ved mit Bryst,
hun smiler i Drømme til Droslernes Røst. —
Det jubler og kvidrer dybt inde fra Skoven,
mens Halvmaanen blegner paa Himlen foroven:
O — gid jeg dog kunde synge!