Bag den tavse Herregaard,
ved en kalket Længe
staar jeg, mens den mørke Nat
lister over Enge.
I den dunkle Lønallé
pusler Løvets Dryssen
og den vaade Nattevinds
trøstesløse Hyssen.
Alt er stille, alt er mørkt
nu, da Sommerløvet
træt af Kulde, blegt af Høst,
segner ned i Støvet.
Dog, igennem Nattens Rum
høres fra det Fjerne
rytmefaste Hammerslag
i en Vandcisterne.
Vintermulmet listet sig
ind om mine Tanker —
mørkt og stille bli’r mit Sind —
kun mit Hjerte banker.
Lad kun Høstens blege Løv
raadne under Kulde —
evigt banker Livets Puls
i de dybe Mulde.