I store gamle Popler
langs Danmarks Chausséer —
jeg elsked jer, men aldrig
skal jeg gense jer mer.
Man fælder jer ved Roden
og brænder jeres Top
og stykker jeres Stammer
i Tændstikker op.
I store, grønne Popler,
som stod mod det Blaa
og hvisked’, naar jeg ensom
i Vejgrøften laa.
I store, mørke Popler,
som bruste i Blæst,
naar Høstens Aftenhimmel
blev blodrød i Vest.
Jeg elsked jer ved Vinter,
Vaar, Sommer og Høst
I kære, gamle Popler
har hvisket mig Trøst.
Men Fattigmandens Glæder
skal jævnes med Muld,
skønt Herremandens Storskov
af Træer er fuld.
De hugger os ved Roden,
de brænder vores Top
og splintrer vore Drømme
i Tændstikker op.