Nu bryder Høstens Storme op
mens Sol gaar under Lide;
de røde Skove hvirvles vildt
og vaander sig i Kvide.
Nu halser Stormens Ulveflok
i Øster og i Vester
og flænger med barbarisk Tand
i Somrens sidste Rester.
Nu brager det i vilden Skov,
naar Egens Grene falder,
og Løvets Raslen lyder, som
en Døende der raller.
Nu blusser det langs Vej og Sti
af Hybenhegnets Gløden,
mens Rønnen sukker syg, forpint
i draabevis forbløden.
Kom Alle, som beruset blev
af Sommersolens Straaler;
nu vil vi ædru synge os
en Sang ved Høstens Shaaler.
Kom Alle, I som haabed paa
en Sommer, der fik Ende.
Kom, I, hvis Drømmeslotte faldt
og blev til Pindebrænde.
Kom, I nedbrudte Drømmere,
som klædte Eder nøgne
og gav Jer hen, men skuffedes
af Lykkens Lokkeløgne.
O, Guldet er slidt af vort Sind
og Drømmene er borte,
ny hyler Efteraarets Vind
i vore Hjerters Porte.
Kom, I bedragne Drømmere,
som hører Mørket kalder.
Kom vi vil trodse Dødens Gru
og synge til vi falder.
Kom, Brødre, Søstre, drik og syng
mens Høstens Farver straaler:
Syng Somre ns vilde Svanesang
ved Smertens fyldte Skaaler!