Jeg sidder alene paa Rørholm Bro,
til Dans langt borte de spille.
Der er Høstfest ovre i Rørholm Kro
ellers er Natten stille.
Dampene stiger fra Enge og Koer,
saa alt omkring mig forsvinder.
Folkeviserne rykker mig nær,
som fjernt oplevede Minder.
Det er mig, som noget tog til at gro
frem gennem Fortidens Drømme;
et løvrigt Træ, der hvælver en Bro
ind over Fremtidens Strømme.
O, det er jo Al-Træet Ygdrasil
med Nornerne trende ved Foden,
de sidder og stirrer med kølige Smil
i Strømmen, som glider ved Roden;
„Og sig mig, Verdande, du Mø, som kan spaa,
hvad ser du i Strømmen, der glider?
Ved du mon noget om Gudenaa
og Livet i kommende Tider?
Og Jomfruen tager sin Strengeleg ned
fra Grenen bag Bladenes Klynge:
„Nu skal jeg kvæde dig hvad jeg ved” —
Verdande begynder at synge.