Højlandssneen smelter
imod Himlens Blaa.
Tøbrudsbække vælter
ned mod Gudenaa;
gennem Istidskløfter,
gennem stenet Krat
styrter de og snøfter,
som af Fryd besat.
O, de Bækkestrømme,
fuld af Foraarsstøj
vækker Kæmpens Drømme
i den grønne Høj —
Vikingtogt mod Syden —
Himlens dybe Rum,
Bølgeblaaets Bryden,
Snekker, Salt og Skum.
Højlandsbonden stirrer
bag sin Hest og Plov —
Foraarsluften virrer
over Mark og Skov;
men fra Kløften strømmer
Bækkens sære Sang.
Bonden gaar og drømmer
det, der var engang.
Gudenaaen svulmer
over Breddens Rand.
Foraarssolen ulmer
vagt i Engens Vand,
og i bløde, ømme,
moderlige Nyn
tar den Bækkens Strømme,
Boblebrist og Dynd.