Natten hersker; — i dens Skygge hviler
Jordens heele vilde Tummel nu!
Over Østerhavets Bølge smiler,
Cynthia! fra rene Himle du!
Hisset funkler, Orion! dit Bælte,
Tidens Strømme under dig henvælte;
Men du straaler, som da første Gang
Mellem Kloderne din Rustning klang.
Hist er Alting ordnet, Alt adlyder
Ordnens evig viise faste Bud;
Ingen Hændelse dens Værk nedbryder,
Intet fra sin Bane glider ud.
Hisset ufordunklet Kronen straaler,
Ingen Magt nedtynger Vægtens Skaaler,
Lyren toner til sin Skabers Priis:
Al Naturens Gud er stor, og viis.
Du, som føler Skiønhed, Pragt, og Orden,
Bland din Sang med Sphærers Harmonie,
Føel, at Viisdom hersker og paa Jorden,
See den Skiønhed, som den straaler i!
Tordnens Stemme, Aftenvindens Susen,
Kildens Raslen; Oceanets Brusen,
Alt adlyder Ordnens viise Bud,
Alting raaber: ogsaa her er Gud!
Du, som føler meer end Pragt og Orden,
Føler Pligtens Kald og Dydens Værd,
Du, som veed, at intet her paa Jorden
Skiønt og stort som Sieleskiønhed er:
O! hvi skal din Klage giennembryde
Jubler, som blandt alle Kloder lyde!
Alting naaer sit Maal paa Ordnens Vei;
Ak! du sukker: Dyden naaer det ei!
”Hisset træde vilde Krigerskare
Nøisomhedens hele Rigdom ned,
Hisset blodige Tyranner nære
Sig af undertrykte Slavers Sveed;
O! men see den Ædle stride, bløde,
See, hvor glad for Brødres Held han døde;
Lasten spotter dog hans spildte Blod,
Trampende den paa hans Minde stod.”
”Orion! du skiule dine Flammer,
Smiil ei ned til Jorden, Cynthia!
Synker Dyden hielpeløs i Jammer,
Hvad er alt det Skabtes Skiønhed da?
Hør, hvor Klager allevegne lyde,
See den heede bittre Taare flyde,
Glædens Ven! fornem din Broders Nød,
Føel, at Livet selv er tifold Død!” — —
Hvo er du, som fra den Høies Trone
Stiger klædt i Purpurglands herned,
Om din Tinding Evighedens Krone,
I dit Aasyn Himlens Salighed!
Haabets blide Aand! din Glands adsprede
Mulmet, som indhyller os hernede,
Styrk mit matte Blik, du Himmelske!
Lær mig, evig Godheds Spor at see.
Tidens Dække drager du tilbage;
Evigheder rulle frem for dig;
Nu forstummer Støvets høie Klage,
Og den sidste Mislyd tabte sig,
Nye reene Harmonier stige
Op fra den Uskabtes store Rige,
Alt er Samklang, Alting raaber ud:
Stor er Dydens Fader, Naadens Gud!
O forgiæves maatte du ei tage,
Gode Socrates! mod Dødens Staal;
Ædle Hus! du endte dine Dage
Ei forgiæves paa Miskienderbaal;
Eders haarde Kamp for Sandheds Ære
Ikke spildt og hensigtsløs skal være;
Lænkers Raslen, Dødens Stønnen her
Vorder Harmonie og Jubel der.
Ufuldendt er hver en jordisk Scene,
Tvivl og Skræk omringer her vort Fied;
Evighedens store Haand allene
Sender Lys i dette Mørke ned.
Hist fuldendes Alt, og Alting leder
Op til Maalet, til Fuldkommenheder;
Alt foreener hisset sig engang
Til den store fælles Jubelsang.
Smiil da, Cynthia! med dobbelt Ynde,
Thi du vidner til din Skabers Priis!
Dine Hvirvler, Orion! forkynde,
At Naturens Gud er stor, og viis!
Nattens Stilhed, Philomeles Toner,
Vindens Susen mellem Skovens Kroner,
Selv den Sang, min Harpe bæver ved,
Vidner om den Høies Kierlighed.
C. A. Lund.