See Maanen i sin Herlighed
Nedsmiler allevegne,
Saa mild, som om den smilte ned
Til reene Glæders Egne;
I himmelsk Skiønhed glimrer den
Paa dugbeklædte Enge,
Hvor Bækkens blanke Bølger hen
Blandt Blomsterne sig trænge.
Men ak! i Nattens Eensomhed
Saa mangt et Suk opstiger,
Fra Smertens haarde Lejested
Den sidste Lindring viger;
Og mangen Broder Livet maae
I Nød og Sorg hendrage,
Og sparsomt qvæges han ved faa,
Ved korte Glædes Dage.
Og dog saa trøsteligt det er,
At see mod disse Himle,
Og see talløse Verdners Hær
I prægtig Orden vrimle,
Og ydmyg dybt at knæle ned
For den Uendelige,
Som seer med Faderkierlighed
Sit heele store Rige.
Ja Verdners Fader! god og stor,
Og viis er Du aleene!
Du skabte ei Din skiønne Jord
Til grusom Kummers Scene.
Algode! Du ei glemte dem,
Som under Maanen græde,
Du leder alt det Skabte frem
Til Liv og Lys og Glæde.
L.