C.A. Lund (1763–1833)

Strengt er Skiebnens Bud, hver Livets Glæde

        Iiler os med Lynets Flugt forbi;

Tunge Taarer snart det Øie væde,

        Som nys Himlens Vellyst tindred i.

O selv Venskabs blide stille Skygger

        Dydens lyse Helligdommes Fred

Ei de Dødeliges Fryd betrygger;

        Daaren drømmer her om Varighed.

Nyd din Lykke, naar sig ædle bøie

        Vennehulde, kierlige mod dig,

See med salig Fryd i Frommes Øie

        Sielens Reenhed at afbilde sig.

Dage dig, som Øieblikke, glide

        Der, hvor Dydens Datter skaber Lyst,

Hvor den hulde vanker ved din Side,

        Hvor du hører hendes kiere Røst.

Henrykt føl, at hendes Fodspor give

        Floras skiønne Døttre dobbelt Værd,

See din hele glade Kreds at blive

        Dig ved hendes Bifald dobbelt kiær.

O! men hastig Glædens Morder iler,

        Rædsomt lyder Afskedstimens Slag,

Øde Tomhed i dit Eden hviler;

        Mulm og Nat afbrød din korte Dag.

Mørk Erindring rundt omkring dig svæver;

        Tabte Glæders Gienfærd reise sig;

Svagt kun Haabet da dit Hierte hæver,

        At de Gode kierlig mindes dig.