Ja Gud er god! — o! hvisler sagte Vinde,
Som aande sødt i Morgenskumringen!
Tie med din Fryd, du Skovens Sangerinde!
At Støvets Søn maae prise Skaberen.
Ja Gud er god! og dette glade Hierte
Skal føle det, og smelte ved sin Lyst.
Bort mørke Syner! tunge Spor af Smerte!
Thi salig Glæde fylder dette Bryst.
Thi Godheds Gud har skabt den Morgenrøde,
Hvor Dagens Konge snart vil viise sig;
Du gyldne Skye, som svæver den imøde,
Saa herlig malte Godheds Fader dig.
Du skiønne Busk, hvis hvide Blade drysser
En Blomsterregn omkring mit Leie ned!
Du sagte Bæk, som surrende indbysser
Til hellig Roe! du vidner Kierlighed.
Du spæde Blomst, som smilende dig hæver
Med Morgendug beklædt fra svangre Jord!
Hvert Straae, som under Zephyrs Aand’ bæver,
Fremviser mig almægtig Godheds Spor.
Ja! Jorden, den er hellig, store Fader!
Den er dit Tempel, du opfylder den;
Til dine mange skabte Myriader
Du spreder idel Saligheder hen.
Hvert bange Suk, og hver mismodig Klage,
Fornærmer dig, du evig kierlige!
Du gode Fader! skabte ingen Plage;
Selv danner Ormen af sin Lidelse.
O! naar endog i bitter grusom Smerte
Min Kummers tunge Taare rinder ned,
Skal Knur mod dig ei smitte dette Hierte;
Min Graad skal flyde for min Daarlighed.
Men giennem Taarer skal endda mit Øie
Betragte henrykt dine Gierninger,
Dog priser jeg din Kierlighed, du Høie!
Og føler stolt, at jeg din Skabning er.
Ja der, hvor selv Uskyldigheden lider,
Der — ach! — der vil jeg ydmyg knæle ned.
Gud! hvad er Dage — hvad er korte Tider,
Og hvad er Sekler mod en Evighed?
Nei Fader! intet, intet skal bortrive
Din Godheds glade Minde af min Siel,
Hvert Blad, hver Blomst, og hvert et Kryb skal blive
Et Vidne, at du sørger for mit Vel.
Og du min Reises evig sikre Leder,
Du Christnes Fryd, Religion! ved dig
Du himmelske! i dine Rosenkieder
Skal ingen Mistvivl sprede Skræk om mig.
Du styrke mig i Modgang og i Smerte!
Du følge mig i Gravens Mørke ned,
Og tryg ved dig udstømmer da mit Hierte
Sit sidste Suk: Gud! du er Kierlighed.