Her ere vi samled’ til hæderlig Daad,
thi synge vi: Ergo bibamus!
Og Glasset skal klinge i samlede Raad,
og hævdes skal Ergo bibamus.
Lad lyde det gamle, det dygtige Ord,
det passer i Syden, det passer i Nord,
det gjalder som Echo i festlige Chor,
det herlige Ergo bibamus.
Min venlige Pige i Aften mig saae,
da tænkte jeg: Ergo bibamus,
og nærmed’ mig venlig; da lod hun mig staae;
jeg hjalp mig, og tænkte: Bibamus.
Og soner Din Mø Dig ved Favntag og Kys,
og narrer hun Dig, som hun narred’ mig nys,
saa bliv, til Du kjender et klarere Lys,
kun tryg ved Dit Ergo bibamus.
Og kalder min Skjæbne fra Eder mig bort,
I Trofaste! Ergo bibamus!
jeg drikker først med Jer, og vandrer saa fort,
og synger et dobbelt Bibamus.
Kun Skrællingen plager med Sorger sit Skind;
den Glade seer sorgløs i Skabelsen ind,
med smilende Fryd for det harmfrie Sind,
og synger sit Ergo bibamus.
Hvad skulde vi sige om Dagen i Dag?
Jeg tænker, kun: Ergo bibamus.
At laste den, var en betænkelig Sag;
thi synger kun freidig: Bibamus.
Op, Brødre! See Skyernes straalende Glands;
see, brydende Floret, i svævende Dands,
den himmelske Glæde os rækker sin Krands:
Op, klinker og synger Bibamus!
A. P. Liunge.
