Hør Fanfaren fra Orkestret,
alle disse Instrumenter!
Hvilken sælsom danse macabre,
hvor de tørre Knokler rasler!
Livets Røst fra Graven kommer.
Livet fik en sprukken Gravrøst.
Og jeg famler over Strenge,
Maaneskin gaar ind ad Ruden.
Jeg er bleven som et Barn.
Livets store Dobbeltspil
mellem Drøm og Vished knuger
mig til Jorden, gør mig bange.
Og jeg søger Ly og Støtte,
vender mig imod min Race:
Og jeg finder Favnen aaben
og jeg smutter trygt derind.
I den store Fortidsbrønd
sænker jeg mit Sind og suger
Kraft af hine glemte Drømme,
der er gaaet over Jorden.
Og jeg kæmper med en Skygge,
der vil kaste mig i Støvet.
Denne Skygge — Simon, Simon
ligner dig og ligner andre!
Herrens Ord har fuld Valuta:
Denne Skygge bort bør manes!
Livet lever i os selv,
det er ingen Efterspejling.
Træt jeg sidder paa Cafeen,
drikker Sodavand og Whisky,
ser den lille Piccolo
staa i Solskin midt paa Gulvet.
Aa — jeg elsker dette Solskin
med en Piccolo beskinnet!
Han har Ret, det lille Asen,
naar han stiller sig i Solen.
Og jeg nævner blidt hans Fornavn,
straks han springer ind i Skyggen!
Nu jeg ser hans runde Ansigt
bøjet over Marmorbordet.
Og jeg siger: Piccolo,
har du tænkt, at Romantikken
atter kunde genopstaa
i det kære, gamle Danmark?
Du skal faa en Drikkeskilling,
hvis du højt med rolig Stemme
uden Omsvøb og beskeden
svarer Ja og derpaa tier.
Men ved disse Ord den vævre
Piccolo med rynket Pande
lægger Fingren paa sin Læbe,
maaler mig med kolde Øjne.
Og han svarer: Bedste Herre,
alt jeg gør, kun ikke dette!
Jeg er Recensent! — I Bladet
kan de læse, hvad jeg mener!
Krænket vender han mig Ryggen,
stiller sig igen i Solen.
Ydmyg tager jeg min Frakke,
slentrer bort at gøre Bøger.