Jorden synger. Det er Foraar,
Nøgenhedens stolte Fest!
Nøgen er den høje Himmel
og dens hvide Lysflom skælver.
Jorden som en nøgen Kvinde
byder Solen sine Bryster,
smiler i sin nøgne Galskab
saa forjættende og yndig.
Og de nøgne Blade smutter
ud fra deres Vintergemme.
Hestehov og Følfod spanker
frem i Moser og i Agre.
Alt det nøgne dufter sælsomt,
Honningsved i Luften bølger.
Harpiksdufte trægt sig blander
med en Em fra fugtig Muld.
Menneske, o klæd dig nøgen!
I, der elsker, klæd jer nøgne!
Gaa paa Alfarvej med Armen
slynget om hinandens Skulder.
Pluk Violer — mærk de dufter
som den Arm, der jer omslynger!
Jorden synger. Det er Foraar,
Nøgenhedens Fest om Lande.
Lavt tilvejrs en Glente hænger,
spejder med de hvasse Øjne.
Men med et den slaar med Vingen,
og den skyder pilsnar bort.
Ved en Korsvej midt i Skoven
sidder Oldemor og Simon.
Gud og Satan staar og klapper
taktfast lydt i deres Hænder.
Det var dem, der kyste Glenten,
at den ikke skulde høre
hvert et vægtigt Ord, der taltes
her i selve Herrens Raad.
Men da Fuglen er forsvunden,
tier de dog alle stille.
Herren sænker sine Hænder,
Satan rømmer sig uroligt.
Og den store Stilhed kommer,
sætter sig saa tyst ved Vejen.
Alle mærker de dens Nærhed
og dens triste, fjendske Øjne.
Simon suger Foraarsluften
ned i sine aabne Lunger.
Og han føler sig forynget,
spændstig, overmodig, sikker!
Hadefuld han ser paa Satan,
knytter Haanden, hæver Armen!
Og han træder frem i Kredsen;
endnu tier dog hans Læber.
Pludselig han vender Blikket
ned mod Jorden. Og hans Øjne
stryger kærligt over Græsset,
mens med hastig Røst han raaber:
Nej nu kan jeg ikke mere!
Jeg har fulgt jer hele Vintren.
Mange Uger har vi vandret,
jeg er træt i alle Lemmer!
Jeg er led og ked af Spasen,
lige langt vi er fra Maalet.
Denne Vandring efter Sjæle
bli’r en evig Sjælevandring.
Og vi har til denne Dato
endnu ikke mødt en Sjæl!
Hvad skal Enden blive, Herre,
skal vi trave, til vi segner?
Skal til Dommedag den vilde
Jagt gaa over Stok og Stene.
I kan sagtens — jeg maa bære
Oldemor, naar hun besvimer...
Mange Lande har vi hærget,
mange Byer har vi hjemsøgt.
Der var mange Mennesker,
men der fandtes ingen Sjæle.
Mennesker er allevegne;
Sjæle maa man søge efter.
Vi har søgt og ingen fundet
— lad os fastslaa Resultatet!
Mange Nætter har vi tilbragt
paa de værste Kirkegaarde
med at hale Lig af Kister
og mikroskopere Hjerner.
Men vi fik kun Raadenskaben
op i Næsen til vi nyste.
Det var ikke meget nyttigt,
og vi opgav hurtig Sporten.
Soleklart er Resultatet!
Men nu spørger jeg om Grunden.
Hvorfor er der ingen Sjæle
— hvorfor Pokker er der ingen?
Jeg vil søge at besvare
dette infernalske Spørgsmaal
og begrunde Resultatet
med min Viden og Erfaring.
Jeg er Menneske af Fødsel,
hele Rummelen jeg kender:
Mine Brødre, mine Søstre
har jeg fulgt med Spejderøjne!
Jeg har set dem leve Livet
uden Uro, uden Skælven.
Jeg har læst i deres Blikke,
hvad de elsker og foragter.
Ja, de ler og konverserer
og de pludrer uden Ophør.
Stadig Tungens lille Stempel
slaar i Mundens Gliderkasse.
Alle Æmner de behandler,
og de skifter daglig Mening.
Deres Aand er saa elastisk,
toner Øjeblikkets Farve.
Hvor er Drømmen, der forbinder
en med en og to med flere,
slutter alle i sit Favntag
og gør sund og stærk og frodig?
Drømmen, der fra Slægt til Slægt
nynner Jordens gamle Sange
om det fælles, om det bedste
i Naturen, i os selv.
Alt er søndret, splittet, knust!
Og man hører Stemmer raabe,
en i Øster, en i Vester,
men de finder ingen Genlyd.
Ak, vort Liv blev saa mangfoldigt,
vi ved egen Kraft os rejste,
lærte os Naturens Tegnsprog,
til vi kunde dem beherske.
Og vi fandt saa mangt et Under,
mangt et Legetøj for Hjernen.
Og vi mødtes i vor Forsken
og fornægted vore Drømme.
Vi blev kloge og bevidste,
men de vises Sten vi misted.
Vi blev Hjerner, tomme Masker,
vore Sjæle Rudimenter.
Bange blev vi for hinanden,
og vi skjulte os bag Masken.
Hver tog sin i Garderoben,
Livet blev en Maskerade.
Riv et Ansigt ud af Bunken,
drag dets Maske bort fra Huden,
og du ser de tomme Øjne
stirre sjælsforladte, øde.
Eller — bag den første Maske
ligger der en ny og smiler
saa huldsalig og opmærksom;
og du flænger den tilside:
Endnu en og endnu en,
Maske ligger bag ved Maske.
Ak, det hele Hoved ligner
et kinesisk Æskespil!
Som en Form, en Gliedermann,
vandrer Mennesket paa Jorden,
har for Rastløshed ej Stunder
— Tidens Uro er hans Sygdom!
Tiden jager ham tildøde,
og hans Sjæl faar aldrig levet!
Derfor er der ingen Sjæle,
og vor Søgen er forgæves!
Sjælen, denne underlige,
skønne fjerde Dimension,
har forladt sit vante Hylster
og er død af Næringssorger.
Og maaske, hvem ved det sikkert,
er den ikke mer nødvendig.
Den har gjort sig overflødig,
passer ikke i Systemet.
Herre, Herre, lad os derfor
ende denne dumme Rejse!
Ti den synes mig naragtig,
og nu vil jeg ikke mere!
Simon stirrer paa Vorherre
og hans hede Læber skælver.
Men Vorherre løfter Haanden
og han taler ud i Luften:
Simon! Det kan gerne være,
du har Ret. Men jeg maa sige:
Derved har du dømt dig selv,
holdt din egen Epilog.
Selv du er af samme Art,
samme Type som de andre.
Simon, du er meget typisk —
hvad du maaske ikke aner!
Du er selv af samme Støbning,
blev ej færdig i din Form.
Du er alt og du er intet,
kun en Spejlen, kun et Genskin.
Du er Maske over Maske.
Af din Sjæl du skal ej brovte!
Den du redded ved din Latter,
der bevared Barnet i dig.
Men den Sjæl, du ejer, Simon,
er saa fredløs, at du hader
den og frygter for dens bange
Længsel og dens saare Graad.
Og nu vil du ikke vandre
med os andre paa vor Valfart!
Men jeg siger dig med Alvor:
Vi skal finde, hvad vi søger!
Dér hvor Racerne er rene
og hvor ingen Blodets Blanding
har den store Enhed tidelt,
hviler endnu Slægtens Drømme.
Og en Dag de atter blomstrer
frem i unge, skønne Sjæle,
da skal Læber atter nynne
Haabets stolte Velkomstsang.
Da skal alle Masker falde
og det nøgne blive helligt.
Og de nye Længsler mødes
med de gamle, der er svundne!
Ja, vor Pilgrimsgang skal gælde
disse blege, unge Spirer,
hvor min Kim endnu har Kræfter;
de skal fredes, de skal plejes!
Hvor de er? Jeg ved det ikke.
Men i denne Vaarduft aner
jeg Forjættelsen omkring mig.
Hvert et Barn jeg rækker Haanden...
Satan, lad os atter vandre!
Vi skal finde disse Sjæle.
Ak, vi to er monomane
paa Ideen, vi har skabt.
Simon Ring vil ikke mere;
lad ham da tilbage blive.
Oldemor, vil du os følge
eller bliver du hos Simon?
Oldemor slaar op en Latter:
Længe Simon har mig kedet.
Han bedrog mig frækt i Himlen
med en lille lys Sopran.
Han blev tampet efter Noder,
men hans Frækhed vokser atter!
Lad ham sidde her og nynne:
Ach, du lieber Augustin...
Hurtig uden overdreven
Ømhed tages Afsked. Trodsig
smider Simon sig i Græsset.
Grøften er saa blomsterfrodig.
Oldemor og Gud og Satan
vandrer bort og bliver borte
mellem duggede Buskadser;
de har Evigheden for sig. —