Ingen Aarsag uden Virkning.
Raadmand Broberg raser heftigt,
skummer som en stiv Barberkost
med en hellig Martyrfraade.
Blodet strømmer ham fra Hjertet
lige ud i Vingespidsen,
og hans Kinder er Pæoner,
da tilsidst han tager Ordet:
Nemesis dig nok vil ramme —!
siger han med Orgelstemme.
— Mindes du den lille Anna
fra Sankt Hanstorv Nr. 13?
Og med disse gaadefulde
Ord han slaar med sine Vinger,
gaar tilvejrs med stort Rabalder
til han næsten er usynlig.
Simon stirrer højst forbavset
efter denne Kæmpeengel,
lægger Fingren paa sin Næse
spørger højt: Hvad var hans Mening?
Skulde Anna, lille Anna
være her i Himmerige?
Herregud det lille Skind,
er hun død, mens jeg var borte?
Skulde hun da for bestandig
have sagt Farvel til Jorden
og den lille Smørforretning,
hvor hun stod til Aften silde?
Neppe muligt! Hendes Troskab
mod Butikken trodsed Døden.
Er hun segnet om ved Disken
med den hvide Marmorplade?
Aa, du lille, hvor du dufted
sødt af Smør og sødt af Ungdom!
Sikkert græd du, da jeg døde,
skal vi mødes nu heroppe?
Simon piler gennem Himlen,
kigger paa hvert Engleansigt;
tit han gøre maa en Omvej,
naar han ser en yndig Hofte.
Og han leder og han søger,
Sveden perler paa hans Pande;
utræneret i at flyve
bli’r han træt i alle Lemmer.
Gennem store tavse Lunde
i det gyldne Skær han flakker.
Og tilsidst han synker sammen
ved Sankt Peders Kildevæld.
Som han sidder der og sukker,
hører han en munter Latter,
og en lille Arm sig smyger
ind i hans, saa lunt og roligt.
Og et Pigeansigt smiler
med de friske Læber aabne
og med taarefyldte Øjne,
smiler med sin Kind mod Simons.
Og det kønne Ansigt taler,
Læberne saa sagte dirrer:
Simon, her er lille Anna!
Kender du mig ikke mere?
Simon springer op og knuger
hende til sig. — Men hun støder
ham tilbage, slaar med Nakken,
trækker krænket Armen bort!
Og hun siger: Kære Simon
du maa ikke være voldsom,
du maa holde dig i Afstand,
ogsaa holde dig i Skindet!
Havde jeg blot vidst i Tide,
at du var i Himlen, Simon!
Men jeg troede det jo ikke,
jeg var vis paa noget andet.
Du en from og artig Engel —
jeg maa smile ganske stille!
Vi kan smile til hinanden,
jeg har længtes efter Smilet.
Simon, hvor det dog er morsomt!
Her er som i Søndermarken,
hvor vi mødtes hen mod Aften...
Husker du, hvor jeg var bange?
Der var mørkt og tomt og roligt,
og de store Plæner lyste,
og vi satte os i Græsset
og krøb sammen hos hinanden.
Aa den gamle, dumme Have,
vaad af Dug og grøn og kølig!
Der jeg ofte blev forkølet,
saa jeg hosted hele Ugen.
Hosten tog saa slemt paa Brystet.
Da du døde kære Simon,
saa jeg aldrig mere Haven.
Men mit Bryst blev ikke bedre.
Og en Søndag, da jeg længtes,
kom der Blod paa mine Læber.
Jeg blev hed og kold, og siden
græd jeg ofte træt og frygtsom.
Husker du Butikken, Simon?
Ak, jeg maatte den forlade,
og der kom en anden Jomfru,
som hed Josefine Svendsen.
Josefine var saa nobel,
hjalp mig, da jeg laa for Døden.
Og til Mortensaften stegte
hun en lille Gaas med Svesker.
Og det sidste Ord jeg sagde
var til hende: Josefine,
naar du gaar i Søndermarken
med din Ven — husk Sjal og Klokke!
Simon ser paa lille Anna,
og hans aabne Øjne ulmer:
Hør min sødeste Veninde,
hvortil denne lange Tale?
Har du glemt at kysse, Anna,
du som husker Søndermarken?
Er du bleven snakkesalig?
Brug din Mund med mere Visdom!
Strunk og stiv staar lille Anna,
strækker ud sin Arm og siger
med en Guvernantemine:
Mindes du Hr. Raadmand Broberg?
Mindes du Hr. Raadmand Broberg?
Han er mig en Ven i Himlen.
Jeg er forud engageret,
han har ældre Rettigheder.
Simon glem mig — glem mig hurtig!
Mellem os er alt forbi.
Jeg er trofast af Naturen,
hvad du selv har tit erfaret.
Meget gerne vil jeg tilstaa,
at jeg ikke elsker Broberg.
Men for ej at miste to
holdt jeg mig til én bestandig.
Troskab er min store Dyd.
Derfor fik jeg Plads i Himlen.
Selv den lille Smørforretning
var jeg tro fra 7 til 9.
Og mit Minde om dig, Simon,
er jeg tro. Men ærlig talt,
da du døde, sad jeg Enke;
Broberg kom som Frelsens Engel!
Noget maa der jo paa Brødet:
Du var Smør, han Margarine!
Han og jeg er blevet Venner
her i Nøjsomhedens Himmel.
Simon ler — en klangløs Latter,
som dog brudt og brat forstummer. —
Oldemor med Vingebrusen
daler midt ned i Idyllen.
Og hun skriger: Aa, din Usling,
tænkte jeg det ikke nok!
Her du holder Stævnemøde
og forlover dig med Himlen!
Anna ser den vrede Dame
og begynder selv at skælde:
Simon, du bedrager mig,
røver mig mit bedste Minde!
Ja, i søsterlig Forening
raser disse tapre Møer.
Og da Ordet intet frugter,
gaar de løs med bare Næver.
Simon ligger snart i Gulvet,
sønderknust, med knækket Vinge,
faar tilsidst et Knubs af Anna
og et Spark af Oldemor.
Og de tvende Amazoner
falder efter denne Lynchning
— under Taarer, under Hulken —
stille i hinandens Arme.