Hurtig Helved alarmeret:
Fjorten blodigrøde Djævle
slaar paa Tromme. Tretten Hekse
træder frem med Glasbasuner.
Fire hovedløse Trolde
spænder deres Bug og rumler
ud i Luften. Sorte Dværge
trækker hvide Handsker paa.
Saksen og den kolde Kølle,
Skyggedræberen og Nøkken
raser ensomt. Hede Floder
flyder bag den store Bøjg.
Virvar! Virvar! Tunge Dampe
brunstigt stinker. Hør en Vrinsken!
Er det dig, du hvide Helhest
med de røde Sorgens Øjne?
Jeg har hørt din Vrinsken gjalde,
jeg har stirret i dit Øje
fra min Fødsel. — Din jeg bliver!
Jeg vil ride stolt i Døden.
Fra din Bringe vil jeg suge
Dødens Løglugt ind. Vi sprænger
tavse Mørket. I dit Øje
spejler sig et Rædslens Virvar.
Virvar! Alt er Virvar, Hingst!
Mod din Vrinsken slaar min Latter
til vi mødes. Ven — paa Gensyn!
Jeg maa følge Simon Ring.
Simon Ring, som staar ved Porten,
bukker for Hans Styx og tripper
paa den glatte, kolde Asfalt
for at læske sine Tæ’r.
Han er bleg. Men rød Forundring
vokser paa hans Kinder ved at
se sig i en slig Forsamling.
Hvad! han smiler allerede.
Og da Smilet glider bort,
staar der i hans Ansigt præget
dette frække Overmod,
som er dit, o Men’skesøn!
Ja! Da ingen tager Ordet,
tager han det. Hvilken Frækhed!
Selv min Ven, den gamle Helhest
savler af Forargelse.
Simon! Simon! Gud forbyde
dette Optrin. Se — der staar han
som en hellig og beaandet
Demokrat- og Dyretæmmer.
Højt han skriger for at døve
Helvedlarmen. Aa, du fejler,
Simon — husk dog, mere Pathos,
mere Alvor er fornøden.
Selv en Djævel er dog Djævel
og har Krav paa Omgangstone.
Pietet, min kære Simon;
bort med den vulgære Slang!
Intet nytter! Hør hans Stemme.
Som et Tyrebrøl i Solen!
Dog nu bli’r den mere dæmpet,
hele Helved lytter anspændt:
Kammerater, Kammerater,
denne Hede gør mig kulret.
Kan I jeres Kunst — saa skaf mig
i en Fart en Flaskebajer.
Blot en venlig lille Bajer,
det er alt, hvad jeg forlanger.
Men for Guds Skyld — kom nu ikke
til mig med en Øl fra Fad.
Jeg maa tilstaa, at jeg hader
Øl fra Fad. Jeg hader Skummet,
denne sejge, gule Fraade
ligner gustent Sneglespyt.
Men en slank og livlig Bajer
var min Lyst fra Ungdomsdage.
Ak, min Ungdom bort er skummet
og har ladet mig alene.
Denne Ungdom! Hvilken sælsom
Tørst og Helvedbrand i Blodet.
Kammerater! Giv en Omgang,
der kan skumme til dens Minde!
Vil I vide, hvad jeg hedder?
Vil I vide min Bestilling?
Kom, skriv op, du Helvedskriver
i din sorte Mandtalsliste.
Kom, skriv op, du Helvedskriver,
jeg er født af god Familie,
jeg er født med ti smaa Tæer,
men jeg har kun ni tilbage.
Jeg er født med ti smaa Tæer
og det samme Antal Fingre.
Store Tital! Tidens Tal!
Jeg er Barn af dit System.
Enevældig er du Tital,
alting strækkes for at naa dig,
alting hugges, klippes, rundes
for at blive som du selv.
Rund! Og nem! Og brugelig!
Rund som Tidens Guld, der ruller.
Nem i Handel, nem i Vandel,
brugelig i Regnestykket.
Uden Grænse er din Magt,
Haabet ejer du og Lykken,
Sorgen ejer du og Smerten,
Natten, Dagen, Livet, Døden!
Store Tital! Tidens Tal,
Nullet med den lille Ener.
Hid med Nuller, hid med Nuller
og du vokser til et Udyr.
Til et Dyr med blindet Øje
og med graadigt-skarpe Poter.
Sfinxen med Mænadebryster
i den store Ørkenstilhed.
Stum er Sfinxen. Kun mod Aften
vælter den sig halvt paa Siden,
og med opstødsagtig Gaben
vræler den det Ord: Balance.
Hele Verden hører Vrælet
bøjer Hovedet og nikker.
Verdensrummets Ekko svarer
sagte sukkende: Balance!
Ja, Balance — kun Balance.
Dette Ord er Skæbnens Tømme.
Skriv det op, du sorte Skriver:
Simon Ring har tabt Balancen —!