Simon sprang. Hans Læber fraaded
og hans Hoved kogte over,
som en Damp af Paradokser
blaffede hans Tanker frem.
Ak, forunderligt hvor Sproget
bliver fattigt, naar det gælder.
Fornem Stil, beleven Tale
mætter ingen sulten Mand.
Simon vidste mange sjældne
Ord, der smilte om den Tanke,
som de dækked. Og han sukred
baade Udtryk og Organ.
Til hans Forsvar tjene maa,
at han var en Ven af Kvinder,
de forlanger Poesi
selv af sund, fornuftig Prosa.
Men i dette Øjeblik
glemte Simon Ring for Duften
af sit eget Kød, der brased,
disse Taleblomsters Duft.
Og endskønt en medfødt Adel
paabød ham at mildne Sproget,
fandt han dog sin sidste Tilflugt
i en Række dyre Eder.
Disse Eder var saa drøje,
at de ikke kan betros
danske Øren, som saa ofte
tager Skade, naar de lytter.
Derfor skal de her forbigaas;
selv en Digter maa desværre,
skønt han bander tit i Smug,
vogte paa sin skidne Tunge.