Af grønne Løvværks-Flammer
og Lysstraale-Flammer af Guld
er Skovens Tempelkammer
over helliggjort Muld.
De stigende Orgeltoner
fortæller, at Stormen er stor,
den gaar som en Ild gennem Kroner
og bryder Løvværkets Broer.
Jeg rækker min Haand som en Abe
mod Grenen, svajende træt.
Her kan min Sjæl sig fortabe
i Riger, hvor den har grædt.
Løvbaalets sydende Brusen
højt over Stamme og Rod
forenkler sig til en Susen
i mine Øren af Blod.
Imellem de urgamle Stammer,
der slingrer og dog vil staa,
busker sig Lysstraale-Flammer,
som skulde en Verden forgaa.
I gyldne og grønne Flammer
staar Skovens Tempel bygt.
Og i det midterste Kammer
kurrer en Skovdue trygt.