Telemakos
Et oldkristeligt Sagn.
Et oldkristeligt Sagn.
Se, paa Marmorbænken blandt Romas Sybariter
Sidder han, Asketen, uvant med Cirkusleg,
Ufravendt han stirrer paa Slaveburets Gitter.
Mon det er af Angest, han skjælver og er bleg?
Blæses der? — Han synes Minutterne at tælle,
Vandrestaven knuger krampagtigt han i Haand.
Længes han mon hjem til sin Eneboer-Celle?
Tryggere dog sad han i Ly af Libanon.
Nej, den lange Vej har Asketen villet vandre
Blot for at erfare, om Rygtet talte sandt,
Om i Rom de kristne fordrog saa lidt hverandre,
At i Fægterlege endnu Behag de fandt.
Tubaen har lydt, — og en Gladiator-Skare
Rykker ind paa Cirkus; spændt ser Asketen til,
Kampen raser alt, og han ser trods Kampens Fare
Sidder man koldblodig som ved et Gjøglespil.
Blussende af Harme han sig i Sædet retter,
Kind og Øje flammer i heftig Feberbrand;
Blikket søger Himlen, og i et Spring han sætter
Ned fra Marmorrampen paa Rendebanens Sand.
Og imod Tribunen sit Ansigt kjækt han vender,
Raaber — og hans Stemme som Tordendrønet lød:
»Brødre! sig dog ej, at til Kjærlighed I kjender,
Elsker I hverandre, som os Johannes bød?«
»Tvi ham!« svarer Folket, »tvi Drømmeren og Taaben!«
Og man stener Gubben; men med en Stephans Mod
Ser han stedse opad, som saa han Himlen aaben,
Og med Bøn paa Læben han segner i sit Blod.
Segned han forgjæves? — O, nej, Gud være lovet!
Thi det store Babel, som mod Asketen skreg,
Da sit Liv for sine af Kjærlighed han voved, —
Saa ej mer paa Cirkus en Gladiatorleg.