I.
Tit mangen Gang i Skovens Indre
en Jomfrurøst forfulgt mig har,
snart hørlig mer, snart hørlig mindre,
men én og samme, ren og klar.
Snart højt i Gjenlyd Stemmen gjalder
nær Krattets Bryn og hendør blidt,
naar Sol gaar ned og Lyset falder
blandt ranke Birke rødt paa hvidt.
Snart slaar den ud med dæmpet Styrke
fra Fyrreskovens dunkle Hal
og vælder frem af fugtigt Mørke
med Duft af Bokkar og Konval.
Skal Hjærtet, daaret af en Stemme,
i Skyggen søge den, der sang,
hvad eller dybt et Billed gjemme,
jeg selv har skabt af Stemmens Klang?
II.
Langt inde mellem Fyr og El
er skjult en lille, kredsrund Plads.
Dér pibler frem et Kildevæld
og klukker svagt med Klang af Glas.
Rundtom er Skoven mørk og tæt;
en gammel Gran er blæst omkuld
og ligger langs den aabne Plet
med Roden væltet op af Muld.
Den ligger livløs, brun og tør,
og Kilden dukker nedenom;
til alle Sider tæt som før
staar Skoven tavs og folketom.
Sig rører kun den lille Bæk
af tunge Ranker overgroet,
men selv jeg tror med lønlig Skræk
at se hver Gren, hver Busk beboet.
Den Skov, der staar saa stum og stiv
med hist og her et Træ belyst,
har dulgt en Verden fuld af Liv,
hvis Mylder jeg med Et har kyst.
Det krøb i Skjul, saa snart jeg kom,
og smutted bort og fik sig gjemt:
Nu ligger det og sér sig om,
halvt ondskabsfuldt og halvt forskræmt.
Det kigger frem og stirrer hvast
og rører lumsk sig bag min Ryg —
forfulgt af fjendske Øjekast
er selv jeg tavs og ikke tryg.
III.
Solen, Solen kommer!
Ud i Lys af Dagen
flyve gyldne Boldte,
lette Skyer i Flokke.
Søens Flade kruses
bredt i Blaat og Lilla,
frem fra Skovens Rifter
svæve Skygger hvide,
Duggens unge Døtre,
slanke Brude blide,
vidt i Kreds omkring dem
flage Slørets Flige.
Hoved, Hals og Hænder
halvt i Dampe hylles,
ned ad Foden sno sig
sølvblaa Slæb af Taage.
Mere klart betegne
blege Linjer røde
kun Profilets Træk
og Barmens Omrids bløde.
IV.
End er jeg stemt og stærkt betagen
af En, der kom og snart forsvandt,
som om en Engel, blank som Dagen
os havde staaet midt iblandt.
Og da den atter til en bedre,
en større Verden bort blev kaldt,
jeg samler op de gyldne Fjedre,
som fra dens Solskinsvinger faldt.
V.
Himmelhøjt sig Bølgen vælter
stærkt bevæget, elskovsfuld,
og en enlig Stjærne smelter
over Bølgen ud sit Guld.
Dal du, dal du, Stjærne klare,
ned fra Gud, som sendte Dig,
— gjerne vilde selv jeg fare
op til Dig og hente Dig.