Du, min Guldfisk, lille smukke Fisk,
stik dit Hoved op af Mølledammen;
du, min Ungdomsbrud, hvisk til mig, hvisk
gjennem Sprækken under Vinduesrammen!
Gjerne hvisked’ jeg igjen som før
gjennem Vinduesrammens tynde Sprække;
ham, der sover indenfor, min Dør,
er min Stemme bange for at vække.
Gaa, Kosak, gaa bort, min første Ven,
tag din Hest, rid ud i Verden vide,
rid din Vej, kom aldrig mer igjen,
for en anden sover ved min Side. —
Red Kosakken fra sin Ungdomsbrud
over Sand og vilde, vide Stepper,
til hans sorte Hest red med ham ud
i den kolde Flod, den dybe Dnjæper.
Alle Fisk i Floden, tag min Krop,
alle Engle, tag min Sjæl i Hænde,
at, naar snart jeg naaer til Himlen op,
ingen Svig paa Jorden jeg skal kjende.
Russisk.