Har Du det ikke godt blandt dem dernede
dybt under Tuens Blomsterbed?
og stod Du op, Veninde, for at lede
paa Jorden efter Fred?
Du stakkels, blege Varja, kjære, kjære,
luk Øjnene igjen og sov!
Du saae jo selv, hvor ondt her er at være:
— Du gik, før Du fik Lov.
O, det er ikke sagt for at bebrejde,
jeg selv var stærkt paa samme Vej,
og er Du, Varja, dømt fra Fred og Lejde,
saa dømmes ogsaa jeg.
Kom, nærm Dig. Alle sove, det er silde;
staa ikke der halv skjult og frys!
Nu slukker jeg; saa skinner kun den lille
blaa Helgenlampes Lys.
Se paa det Billeds Tjørnekrans, se Draaben
af Blod, som striber rødt hans Kind.
Paa Korset spilet ud hans Favn staaer aaben
hver Sjæl skal gaa derind.
Og forrest Du! Det staaer blandt mine Minder
trods fem og tyve Aar, som svandt:
Engang, da jeg fik Strid med stærke Fjender,
var Du min »Sekundant«.
Hvad ellers Du om Sagen kunde mene,
tog for min Skyld Du Smil og Spot,
fordi jeg var saa fremmed og alene —
Det veed Vorherre godt.
For min Skyld vil han Armen om Dig lægge,
for min Skyld har han Dig behov.
Kys mig; lad os slaa Korstegn for os begge;
saa hvil i Fred og sov!