Bleg, stille Falmen alle Vegne;
lidt Aftenvind for Skoven kjæler,
og smertefrit med Kys den stjæler
de Blade bort, som lydløst segne.
Tak, Foraarstid, Tak, Ungdomsalder,
nok har Du elsket, leet og sunget,
Farvel da! Blidt af Søvn betvunget
knap hørligt sagte Løvet falder.
Et Pust i Grenegittret hvisler,
hvor synligt nu de Reder hænge,
som ikke mer til Løvskjul trænge,
den gyldne Strøm af Blade risler.
Godt til dens bløde Fald at lytte,
det taler tyst med rolig Rinden:
Al Død er Kjærtegn, al Forsvinden
er Liv mod bedre Liv at bytte.