Gak kun fra mig bort, Du min Kjærlighed,
Du min klare Sol, synk i Mørket ned,
i det onde Mulm, i en andens Favn,
mig til største Sorg, Dig til intet Gavn.
Gaaer Du fra mig bort, vil jeg ogsaa gaa,
baade Du og jeg tager Krandse paa.
Du en Krands af Rødt, jeg en Krands af Hvidt,
er dit Leje varmt, er der koldt om mit.
Og Du vaagner snart, men jeg sover haardt,
Du staaer hastigt op, kaster Krandsen bort,
vakt af Kvindeharm og af onde Ord,
men jeg sover tyst i den sorte Jord.
Selv Du vaagner snart hos din anden Viv
vakt af Kvindeharm og af bitter Kiv,
saa Du tænker tidt paa din Ungdomsbrud,
til Du græde maa dine Øjne ud.
Græd nu aldrig mer, Du min Kjærlighed,
allerstørste Skat, som mit Hjerte veed;
al den Graad, hvoraf nu din Sjæl løb fuld,
græd den ned til mig under sorten Muld!
Thi det sorte Muld er dog altid vaadt;
hvad gjør Graad mig ondt, har kun Du det godt?
Hav det godt, vær glad, allerstørste Skat,
al din Skyld mod mig er dig helt forladt!