Ak, lille Birk, som ryster af Kulde,
Du, Du er ædru, vi, vi er fulde.
Manden er fuld for Tungen at væde,
Konen er fuld for ikke at græde.
Først red min Mand til Marked med Hesten,
lidt drak han op og tabte saa Resten,
rundt om i Sneen smed han de Penge;
kunde jeg blot, lod straks jeg ham hænge!
Saa red han hjem paa skrævs over Pisken,
red paa en Kæp og sang som en Sisken.
Nu har jeg solgt min Pels og min Kyse.
— Ak, lille Birk, vi to skal nu fryse!