Mit Sind var tungt. I gusten Em
af Regn laa Natten bleg og blind.
Med eet sprang Døren op paa Klem,
en luftig, stille Gjæst kom ind.
Hvorfor hun kom, forstod jeg godt,
skjøndt intet Afskedsord blev sagt;
kun vendtes alt til Graat i Graat,
mit Liv blev klædt i Sørgedragt.
I denne tavse Time svang
en elsket Sjæl sig fra mig bort,
en Sjæl, som gik paa Jord af Tvang
og her paa Jorden kom tilkort.