Skal end Regnskygger, vaklende, vaade,
henad Vejen, vi vandrede, vinde sig,
skal end Snetaagens Trevler og Traade
om de Steder, Du elskede, spinde sig.
Skal i Mørke dit Lyn ikke glimte
med sit gnistrende Stød mig berørende,
troer jeg dog dine Omrids at skimte,
dine Omrids, de fagre, forførende.
Og hvor end Du for Verden har gjemt Dig,
og hvad Skyld i sin Snare Dig hildede,
er der Een dog, som ikke har glemt Dig,
Du forglemte, forviste, forvildede!