Hvor vandrer Du hen gjennem dryppende Græs,
naar Dagen er omme?
Jeg ganger mig bort til det taagede Næs,
hvor ingen tør komme.
Hvad vil Du paa Næsset, naar intet Du seer
for dampende Væde? —
Jeg føler to Læber, som kysser og leer
min Sorrig til Glæde.
Hvor tør Du, hvor tør Du, naar intet Du veed
og ikke maa spørge? —
Hvad gjør det mig alt, naar kun favnet og hed
jeg glemmer at sørge!