»Vent mig ikke, Skat, i den stille Kvæld,
Hold nu aldrig mer klare Voxlys tændt;
Sid ej oppe sent efter Midienat.
O vor Solskinsdag er forbi, forbi!
Vore Glæder smaa rusked Blæsten af,
Paa den sorte Jord har den strøet dem ud!
Thi min Faders Mund har befalet mig,
Og min Moders Ord har bestemt det fast:
Jeg skal vies nu til en fremmed Brud!
Dog er Himlens Sol aldrig mer end én,
Aldrig har ved Nat tvende Maaner lyst;
Aldrig elsker jeg mer end første Gang!
Og min Faders Ord tør jeg trodse frit,
Men min Moders Ord har bestemt mig tast
Til en fremmed Brud, til en tidlig Død!«
Det var Svendens Ord til hans første Brud,
Der flød Taarer ned over Pigens Kind,
Og hun hulked højt, da hun svared ham.
»Du min bedste Ven, Du mit Livsens Haab,
Du, paa hvem min Sjæl saa sig aldrig mæt,
Dagens hvide Lys har jeg tabt i dig!
En var Ungen kun under Duens Fjer,
Kun et enkelt Æg ruged Svanen ud,
Alt mit Liv paa Jord var at elske dig!«
Og hans første Brud venter ikke mer,
Men en Nat endnu er der Voxlys tændt,
Og paa Bordet staaer hendes Kiste redt.
Efter det Russiske.