Himlen ej, kun Himlens Billed
Hviler i din dybe Favn.
Hejberg.
Himmelafspejlende, maalløse Hav,
I Farverne lig en gigantisk Violblomst!
Betagen jeg staaer ved din bundløse Kalk,
Og mærker dit Liv og fornemmer Dig aande.
Himmelafspejlende, maalløse Hav!
Jeg ser Dig tilbunds til den dybeste Tanke,
Der boer i dit aldrigtomfavnede Bryst.
Sig, drager fra Grunden, hvori Du har Rødder
Den fjerne, den dejlige Himmel Dig til?
Greben af mystisk, dulmende Glæde
Forklares Du selv, naar den Klare Du seer,
Thi Himmelens Glands gyder Glands over Dig,
Og mildt Dig bevæger den rødmende Morgen,
Du leger med Middagens fjerlette Skyer
Og smiler igjen, naar Stjernerne smile.
Men trække de sorte Tordenskyer op
Og søger at tage Himmelen fra Dig,
Da løfter Du højt Millioner af Arme
Og flænger isønder det fjendtlige Mulm,
Og Himlen er fri og Mulmet forsvundet.
Men opfyldt af Skrækken, der nys Dig betog,
Urolig Du kaster endnu dine Bølger;
Thi vandt Du end Skuet af Himlen igjen,
Det bringer Dig ikke fuldstændig til Hvile,
Og ikke jeg troer Dig, hvor glad Du ser ud:
Du stræber at ligne den rolige Himmel,
Men ængstes for det, som Du aldrig kan naa.
Efter Wasilij Iwànowitsch Shjukòfskij.