Sol for min Sjæl! Hil Dig, Du Mindets Gudinde!
Vemod, din Søster, sænker sit Øje mod Jord;
Du kaster Sløret tilbage,
Løfter dit Aasyn, ser imod det, som forsvandt!
Rolig og højt, Fuldmaanen lig, naar den stille
Lyser paa Graven, lyser dit venlige Blik;
Dvæler ved alt, hvad Du elsker,
Dvæler som Brudens Øje ved Brudgommens Træk.
Frem for din Haand dæmrende Billeder stige,
Friske som Aftnens duftende, dugfyldte Luft.
Lød din livsalige Stemme,
Klang for min Sjæl de dejligste Toner, jeg véd.
Tidt har jeg seet fjernt som en Spejling paa Himlen;
Det var min Ungdoms elskede Steder, jeg saa,
Hvergang Du fletted en lille
Krands af de faa Violer, min Kjærlighed fandt.
Tidt naar Du kom, satte Du Dig ved min Side,
Længe Du talte, Taarerne randt Dig paa Kind,
Naar Du fortalte, hvor Græsset
Slaaer sine Bølger hen over, hvad jeg har tabt.
Kom, naar Du vil, væved end Sorgen Dig Sløret.
Kom, naar Du vil det, klædt i din straalende Dragt!
Glæden er tidt gaaet fra mig;
Høje Veninde, Du er evindelig tro!
Efter Johan Friherre Salis.