Dig, o Himmelens Søn! lyseste Guddom, Dig,
Barndomselskovens Gud, hvem jeg har knælet for
I min Tankes den rene,
Nysind viede Helligdom,
Dig lovsynger endnu klarest min hele Sjæl!
Skjøndt saa mangen en Brand hærged din Tempelhal.
Første, faureste Flamme!
Dig jeg vier endnu min Sang!
Selsomt elskede Blomst! barnlige Længslers Brud!
Du, hvem aldrig jeg frit skued i Øjet ind,
Du, hvem aldrig jeg turde
Kysse henrykt paa Mund og Kind,
Hil Dig! Saligheds Fugl kviddre paa hver din Sti!
Ingen Ret har mit Liv vundet paa Jord til D ig;
Ingen Drøm har mig gjækket,
Intet Blændværk har sveget mig.
Du har aldrig det vidst; Du blev en Andens Brud;
Men uendelig mildt elsker jeg Dig endnu,
Og den hellige Lue
Kaster Lys over al min Vej.
Og naar Englen tilsidst kommer i sagte Flugt,
Lægger Haand paa mit Bryst og slukker Faklen ud —
Gyldne Sol for mit Øje!
O min Barnebrud, det er Dig!
Efter Johan Nervander.