Op mod Himlen voxer Asketræet,
Og dets Grene brede sig foroven,
Men forneden groer der Græs omkring det,
Og i Græsset sover min Veninde.
Selv jeg nænner ej at vække hende,
Hendes røde Mund jeg kysser ikke,
Men det høje Asketræ jeg beder:
»Ryst Dig, høje Asketræ, i Vinden,
Lad et lille Blad til Jorden falde
Lige ned paa min Venindes Ansigt!«
Og det skete, som jeg havde bedet:
Asketræet rysted sig i Vinden,
Saa der faldt et lille Blad til Jorden,
Lige ned paa min Venindes Ansigt.
Op af Søvne vaagned min Veninde,
Og vi tog hinanden rundt om Halsen,
Og hinanden kyssed vi paa Munden,
Indtil Sol kom frem i Morgenstunden. —
Min Venindes Moder saa det ikke,
Ingen Andre vidste Noget om det
End den klare Himmel ovenover
Og det lysegrønne Græs forneden.
Efter det Serbiske.