Hil Dig, Gud, som lod Dig føde,
for paa Jord i Kval at bløde,
Syndeskyld til Vederlag,
som paa Jorden, Du har gjæstet,
bliver tusindfold korsfæstet
af os alle Dag for Dag!
Hil Dig, Gud, hvem vi fornægte,
saa din Pines aldrig lægte
Vunder ej kan sammengro,
Du, hvis Blod maa stadigt rinde,
men som dog skal Udvej finde
selv for os, der lidet tro.
Hil Dig, Gud, hvis milde, ømme
Ord vi nytte til at dømme
Næstens Sjæl til Brand og Baal,
skjønt Du ingen Sjæl vil miste,
skjønt dit Flammehjerte, Christe,
er vor Vandrings Lys og Maal.
Ingen evig Helvedlue!
Du er født, og Hver skal skue
Naadens store Gjennembrud.
Trods vor Vantro, Splid og Galde
saml os alle, alle, alle
i din Favn — thi Du er Gud!