Der grønnes en Grav paa lønlig Sti,
en fager Jomfru hviles deri.
Foroven blomstrer en Rose rød,
den Jomfru voldte sin egen Død.
Af Brystet voxe Lillier to,
din Sjæl og min skal tilsammen bo.
Om Foden snor sig en Rosmarin,
den Vej, Du vandred, er ogsaa min.
Og før brast Himlen i Stykker smaa,
før vi turde frem for Guds Aasyn staa.