Alt mangen Gang i Skovens Indre
en Jomfrurøst forfulgt mig har,
snart hørlig mer, snart hørlig mindre,
men een og samme, ren og klar.
Snart højt i Gjenlyd Stemmen gjalder
nær Krattets Bryn og hendør blidt,
naar Sol gaar ned og Lyset falder
blandt ranke Birke rødt paa hvidt.
Snart slaar den ud med dæmpet Styrke
fra Fyrreskovens dunkle Hal
og vælder frem af fugtigt Mørke
med Duft af Bukkar og Konval.
Skal Hjertet, daaret af en Stemme,
i Skyggen søge den, der sang,
hvad eller dybt et Billed gjemme,
jeg selv har skabt af Stemmens Klang?