Der staar et gammelt Kors af Sten
i Krattet indeklemt,
bag Bregner skjult og Yperngren
det smuldrer tyst og glemt.
For hvem og naar det Kors blev sat,
veed Ingen mer paa Jord;
kun svampet Mos og Paddehat
i Skyggen om det gror.
Hvor Dryp med Duft af skimlet Halm
paa muldent Løv sig slaa,
staar evig Skumring, tavs og kvalm,
og Tiden gik i Staa.
Hvo veed, hvem her blev puttet ned;
og gav han bort, monstro,
for hele Verdens Herlighed
sin dybe Fred og Ro?