Thor Lange (1851–1915)

Du Mø og Moder, Datter af din Søn,

Du milde Gry, hvis Glans af Foraar unge

gjør Vintren blomstersmykt og sommergrøn,

Guds Lærker smaa din Lov blandt Engle sjunge;

trindt brister Is, hvor Julens Klokker runge,

og midt i gylden Vaar staar hvid og varm

Du selv med Himmelkongen paa din Arm.

Løft højt dit lille Barn. Hans Haar er Guld,

hans Smil er Sol, hans Røst er Fuglekvidder.

Ræk ham til Kys for Hver, som sorrigfuld

af Gud forglemt med Graad i Mørket sidder,

ræk ham til mig, din ringe Klerk og Ridder,

til mig, hvis Bryst, trods Anger, Skyld og Skam,

er fuld af liflig Sang om Dig og ham.

Til Dig mit Hjerte gaar, til ham min Tro,

fra dybest Nat min Sjæl sin Tilflugt tager

i Solskinsfavnen af Jer begge to;

al Naades Moder, jomfruskær og fager,

hvis Medynksblik hver Hjemløs til Dig drager,

drag mig til Herren hjem, da skal engang

jeg kvæde Christ og Dig en Julesang.