Det var i den triste Tvelysstund,
hvor Gjenfærd staa alle Vegne,
da saae jeg paa Mørkets gyngende Grund
dine Træk sig i Dæmring tegne.
Maaske blev din slumrende Skygge vakt
af mit Hjertes urolige Slag,
det var den Stund, da Mørket faar Magt
men det hverken er Nat eller Dag.
Isnende kold og blussende hed
med Tryk som af Bly paa min Pande
maalløs jeg saae, hvor dit Billed stred
sig op af Skumringens Vande.
Kjæmper Du Dig af Mørket ud,
hvor mit Suk for sent har Dig naaet,
min døde Lykke, min Ungdomsbrud,
forødt af mig og forraadt?
Du stred med Angst og smiled dog mildt
i Kamp for at komme til Live,
om atter det Liv, jeg slet har Dig spildt,
til Offer Du kunde mig give.
Men Døden er stærk, den sejrer tilsidst,
dine Arme sænke sig mat,
Lyset i Øjet dør Gnist for Gnist,
og Skumringen bliver til Nat.