Efter Skriftemaalets Trøst,
hver en Sorg og Smerte dæmpende,
aander frit det trange Bryst
uden Angst med Doden kæmpende.
Kom, Guds Engel, kom nu brat:
hver en Skyld, de uafvidende,
de bevidst mod Loven stridende,
har den store, den medlidende
Ærens Konge rigt forladt!
Kom nu, kom, gjør Kampen kort,
Død, der lindrer og beroliger!
Herre, tag din Tjener bort
til de høje, lyse Boliger!
Underfulde Kjærlighed,
alle Sjæle til Dig dragende,
Styrken for enhver Forsagende,
— Du Guds Lam, det skyldborttagende,
tag din Tjener bort i Fred!