Thor Lange (1851–1915)

Stille sødt og Hjertet svalende

sang en Fugl en sildig Høst,

sang om bløde Snefnug dalende

sagte ned med Søvn og Trøst.

Løsnet blidt af Toner kaldende

daled Blad for Blad fra Kvist;

snart med Lindens Løv det faldende

finder selv jeg Ro og Rist.

Fald nu, fald, Du Sne, Du hvideste,

fald og dæk mig tyst og mildt,

dæk det Hjerte til, hvis blideste

Ungdomsdrøm og Haab var spildt.