Den hellige Agnes’ Julenat
(Efter Alfred Tennyson)
(Efter Alfred Tennyson)
Den hvide Sne paa Taarnets Top
mod Maanen blinker klart;
som Damp min Aande hvirvler op,
følg med, min Sjæl, følg snart!
Se Skyggen voxer Led for Led
af Klosterspirets Naal,
mens Tiden gaar og Fjed paa Fjed
jeg nærmer mig mit Maal.
O, Fred fra Gud, fald ned som Dug,
som Rimen falder tyst,
som Julesneens fine Fnug,
der funkle paa mit Bryst!
Mit Klædes Lin er graat som Støv
mod Julenattens Sne
og Kjertens Flamme mat og sløv
mod Maanens Sølv at se,
saa er og jeg imod Guds Lam
at se i Skyld og Brist;
saa er jeg her i Støvets Ham
mod det, jeg vorder hist.
Kom, Frelser, kom; drag op mig, Gud,
af Synd, hvori jeg sank,
tag bort mig som et Stjerneskud
forklaret, pur og blank!
Der løftes Loft, og stolt og stort
er Sjælens Vingefang.
Sig aabner Himlens gyldne Port
til alle Helgens Sang.
Dybt inde, dybt, hvor Alt er trygt
i Sabbath vid og bred,
har Christ, min Brudgom, Hus mig bygt,
vor Bolig staar bered.
Guds Engle Blomster for os strø,
Guds Rige ruller ud:
en vid, en stille, solblank Sø,
en Brudgom og hans Brud!
Et in æternum gloria Deo!
Amen!