Hvad var Livets største Glæder,
om vi stedse nøde dem?
Hvo paa Roser evig træder
kjedes og til sidst ved dem.
Længsel selv vor Fryd forskjønner,
naar den gives os igjen,
og det første Favntag lønner
Savnet af den elskte Ven.
Dog er knap een Fryd henrunden,
før en anden følger den;
knap er Maiens Blomst forsvunden,
Høsten smiler strax igjen.
Selv de kolde Vinterdage
skabe Glæder i vort Bryst,
da i Vennelag vi smage
ædel og ublandet Lyst.
Held dig, skjønne Aftenrøde!
atter samler du os her;
glade Hymner, som dig møde,
vidne, at du er os kjer.
Venskab! blide Skytsgudinde!
smiil til vore Ønsker ned!
Lær med Nytten at forbinde
Glæde og Uskyldighed!