Søskende jeg kjender fem;
Stakkel, som ej kjender dem:
Ved hverandres Side sat
Blev de Mennesket en Skat.
Tommeltot er Patriark,
Lille, buttet, rørig Knark,
Styrer Flokken som Regent,
Ellers var det slet bevendt.
Slikkepot har Tyvsnatur,
Sidder fremmest og paa Luur;
Han er Barnets Pegepind,
Naar det faae sin Fibel ind.
Langemand højt rækker op
Midt i Klyngen med sin Krop;
Naar tilvæds man trækker Krog,
Gavner godt det store Skrog.
Guldbrand har den søde Rang,
Bærer Ringen, gyldentrang;
Om hans Lykke tier Sang,
Ellers Visen blev for lang.
Lille Peter Spillemand,
Ikke meget højner han;
Morer sig saa jevnt og godt,
Som en stakkels Askepot.
Rækker jeg dig alle frem,
Giver du mig dine Fem;
Er et Tryk: Farvel, min Ven!
Og til Velkomst et igjen.