Ser du blomsten,
Hvor den vokser
Fra det sorte muld;
Vokser og breder
Livfuldt bølgende
De store blade
I den solskinsmættede
Blaa luft.
Og ser du,
Hvor den
Strækker sig stræbende
Mod solen,
Løftende sit store tunge bæger:
Det brændende røde,
Det attraafulde,
Som spreder ud,
Sin stærke berusende duft.
Ser du bladene, de nederste
Mod muldet,
Hvor de sig bøjer,
Krøllende visner
Og falder,
Mens bægeret
Attraafuldt og svangert vugger,
I den lune Vind.
Ser du livet?